Juleudsmykning

hjerterI oktober 2004 blev jeg kontaktet af Jane fra Arresøpil. De havde fået en henvendelse fra centerforeningen ved Hørsholm Midtpunkt. De var, inspireret af H.C. Andersen året, interesseret i nogle hjerter og træer til deres juleudsmykning. De ville i første omgang have mig til at flette nogle pilehjerter i forskellige størrelser.

Jeg blev hurtigt klar over at der måtte et jernskelet til for at kunne holde formen. Jeg kender en dygtig smed, Preben Ellebæk fra Alslev ved Karise, han var frisk på opgaven.

Preben og jeg fik i samarbejde rettet hjerteformen til, så de fik det helt rigtige udtryk. Jeg var tilfreds, og det var Jane og Henrik fra Arresøpil også.

Prototyperne blev præsenteret for folkene fra Hørsholm. Hjerterne blev godkendt!

juletrae1De er i fem størrelser:

0,5 m x 0,5 m,
0,7 m x 0,7 m,
1,0 m x 1,0 m,
1,4 m x 1,4 m og det største
2,0 m x 2,0 m,

alle flettet i krussedulleflet i Rød Americana.

Hørsholmcenteret havde også ønske om et antal flettede træer. Træstammer på ca. 1,5 m, med en krone. Her fik jeg godkendt prototypen i tredje forsøg! Træerne skulle være forskellige alle sammen; kraftige, knudrede og i pilens forskellige farver.

Arresøpil og centerfolkene blev enige om at bruge en stor krussedullekugle som krone 0,8m i diameter også flettet i Rød Americana. Antallet af de forskellige ting var stadig lidt uvist.

Der skulle være enighed om priser og forskellige ting først. De ting er jeg dejligt fri for at bekymre mig om, da det er Arresøpil, som står for projektet. Jeg er ”bare” håndværker med frihed, og egentlig også krav, om at give tingene et unikt udtryk.

I slutningen af december var aftalen i hus!

Ja, man ville betale for dansk håndværk og dansk pil. Hvor er det dejligt, at alt ikke bliver sendt østpå hvor arbejdskraften er billigere.

Jeg var på pileloftet hos Jane og Henrik for at vælge og vrage mellem al den dejlige pil de har. Jeg tog masser af forskellige farver til træerne. Til kugler og hjerter skulle bruges Americana, så det var enkelt.
Ordren bestod i: 124 hjerter i de 5 størrelser, 22 træer med kugler i toppen samt 50 ekstra kugler 0,5×0,5 m.

juleboldeDa jeg lavede prototyperne, beregnede jeg også, hvor lang tid jeg brugte på hver model, det er nødvendigt for at beregne priser. Jeg vidste ud fra det, at for at blive færdig til 1.oktober, som var min deadline, skulle jeg i gang i uge 1.

Når man arbejder, som jeg gør med undervisning, er meget planlagt et år frem i tiden, derfor var der ingen tid at spilde. Efter min beregning ville projektet tage ca. 100 arbejdsdage, det vil sige et halvt år!

Afhentning af boldeJeg havde allerede en del kurser i kalenderen. I skrivende stund her i midten af oktober 2005, er jeg færdig med projektet, jeg blev færdig 1.oktober.

Der blev mange meget lange arbejdsdage i august og september. Der skulle også sættes små lyskæder på hjerterne og de store kugler til træerne, det tog faktisk lang tid.

julhoersholmNår jeg ser tilbage, har det været hårdt, men meget spændende at arbejde på denne måde. Jeg bliver helt træt i armene af at tænke på træerne, jeg er glad for, at de ikke skulle have flere end 22 af dem.

Nu glæder jeg mig til at se det hele hængt op. Det er en enorm mængde, det fylder flere lastbiler. Henrik har heldigvis hentet tingene efterhånden, til tider har der været temmelig fuldt i mit værksted.

Efter planen er hele juleudsmykningen hængt op d.21. november. Hørsholm Midtpunkt er et center med 65 butikker, så mon ikke jeg skal købe nogle af mine julegaver der oppe i år!