Englandstur

colinJeg var så heldig, at få lov at flette hos Colin Manthorpe i England.

Det var afslutningen på et forrygende år med masser af spændende oplevelser med fletteriet.

Siden jeg begyndte at flette i efteråret 1998, har den ene gode oplevelse efterfulgt den anden, men 2002 har virkelig været fantastisk; Store pile- og kurvedag på Vissinggaard i maj, pilefletrejse til Polen i juli, ”Vestnorden art and craft” (www.crafts.co.is ) på Island i november, oplevelser der hver kunne skrives en artikel om. Og så besøget hos Colin i december.

Jeg havde aldrig været i England, så fuld af forventning fløj jeg fra København tidlig mandag d. 2. december.

Jeg landede i Stansted, og kørte derfra med bus nordpå (2 ½ time) til Norwich; videre med bus til Great Yarmouth, her blev jeg hentet af Colin, som bor i Gorleston, en havneby, med masser af turister om sommeren.

colinhytteFoto af Colins værkstedColin bor i et lille rækkehus, jeg skulle bo i et fint gæsteværelse på første sal. Jeg var spændt på at se hans værksted. Det er et lille grønt hus bagerst i haven, der er akkurat plads til at to kan arbejde der. Opblødningskaret står uden for.

Jeg var den sidste af de fire som havde fået denne chance. De andre fra England, Skotland og Irland, havde været der tidligere på året. Colin har med dette gerne villet hjælpe nogen i gang, som vil prøve at leve af fletteriet. Han har så meget, han kan lære os alle sammen. Nu da han er gået på pension, er han meget interesseret i at have elever derhjemme. Han fletter også stadigvæk lidt kurve på bestilling. Desuden hjælper han en kollega som fletter ligkister.

Tirsdag morgen startede vi med at flette efter at have spist rigtig engelsk morgenmad (bacon and eggs ). Jeg måtte selv bestemme hvad jeg ville flette. Det var vanskeligt at bestemme sig, jeg ville gerne nå så meget som muligt på disse tre dage.

Det eneste jeg havde besluttet på forhånd var den berømte; Herring cran, en sildekurv, som er en af Colins yndlingskurve. Det er en rund, åben kurv med en meget bred kant og øregreb. I den originale version er den flettet af hvid afbarket pil, med fitching i rattan, bistager af buff og hassel samt to stykker fladt træ. Grebene er også rattan. Der findes billeder i; Contemporary International Basketmaking, på side 14 og i ; Basketmaking in Irland, på side 109 og 224.

Colin havde ikke selv nogen model stående. Da Colin flettede dem for salg, lavede han 35 om ugen. Han flettede ugens fem første dage, lørdag formiddag gjorde han bistager klar til næste uge. De var kun tre som kunne flette kurven, så den holdt de rigtige mål. Det var vigtigt med rumindholdet, fordi fiskerne fik afregning efter hvor mange kurve, de havde fyldt.

Den kurv jeg skulle prøve at flette var en minimodel i ren buff. Colin underviste på den måde, at han lavede en kurv samtidig med mig, så kunne han vise de forskellige ting på sin egen kurv. Jeg fik begge kurve med hjem, så kan jeg se, hvordan det skal laves, og hvordan jeg selv er sluppet fra det.

Colin laver den runde krydsbund ”under fod ”, det vil sige at han træder på bunden, og har begge hænder fri til at flette med, som vi kender det fra den engelske ovale. I den originale kurv er bunden også fitched, men startet på et kryds.

Jeg synes det kræver en god fysik at arbejde sådan (pyhh !), men man har mulighed for at flette meget fast med en bue, som ikke er til at trykke flad. Colin sad på gulvet og arbejdede med en plade foran sig i det videre forløb. Den meget brede kant laves ved hjælp af to syle. Jeg synes, at buff er meget anderledes at arbejde med, end pil med bark. Man kan banke meget mere uden at ødelægge noget. Alt så legende let ud når Colin lavede det, og man kunne se at han nød arbejdet. Jeg endte da også med at få en rigtig fin kurv lavet.

Det næste jeg valgte at flette var en oval vasketøjskurv, med engelsk sideflet, ”rib randed” og prikd up, så der ikke er nogen ender, som griber fat i tøjet indvendig i kurven.

Colin siger, at kan man bare lave en rund og en oval kurv så faconen er i orden, så kan man lave alt. Det vigtigste er, at bunden er i orden, ellers bliver kurven aldrig god.

Det sidste jeg lavede var en lille firkantet med låg. Jeg forestillede mig en meget lille en, men da Colin spurgte om 8 inch i længden var i orden, sagde jeg ja uden helt at have på fornemmelsen hvor meget det var. Den blev lidt større, end jeg havde regnet med. I min ubeslutsomhed, kunne jeg heller ikke bestemme mig til, om låget skulle være fladt eller buet. Det endte med at Colin lavede sit buet, og jeg lavede mit fladt. Så var der flere teknikker at kikke på, til når jeg kom hjem.

Det var altså hvad jeg fik lavet; en rund, en oval, og en firkantet med låg. Aftnerne brugte jeg til at kigge i engelske pileblade og bøger, Colin besøgte nemlig hver aften sin veninde, gennem mange år, som bor på et plejehjem. Jeg må ikke glemme at fortælle, at Colin lavede dejlig mad til mig hver dag, jeg fik rigtig smagt typiske engelske retter.

colinkurveFredag morgen blev alle kurvene snøret sammen og pakket ind i brunt papir. Den firkantede, som Colin havde lavet, brugte jeg som håndbagage. Det var ikke nemt at rejse med så meget. Så gik turen igen hjemad til Danmark. Først med bus, så med fly til København. Det tog det meste af dagen.

Det har været en spændende tur. Rolige, men intense dage. Det er anstrengende at snakke engelsk hele tiden. Det er en meget intensiv måde at lære på. Colin har en meget rolig og god måde at undervise på, han får det hele til at virke så enkelt.

Jeg følte, at jeg ville kunne have lavet hvad som helst, med hans hjælp. Colin kender sit materiale utrolig godt, han har handlet med den samme piledyrker i 30 år, og ved at det han køber der, er i orden. Man kan se, at han stadigvæk nyder at flette en kurv.

Jeg føler mig virkelig som ”hobbyfletter”, når jeg ser hvad en erfaren kurvemager mestrer, men jeg har besluttet mig for, ikke at lade mig begrænse af min manglende formåen. Det vigtigste er at have det sjovt med fletteriet, bevare troen på at alle de sjove og skøre ideer jeg får, kan lade sig gøre. Jeg vil fortsætte med at lade mig inspirere, der sker så meget her hos os i Danmark. Det kan vi bl.a. takke Eva Seidenfaden for, som har så mange spændende undervisere på programmet. Colin underviser igen i marts på Vissinggaard.